Nicus Nature og Arrow Kayaks er blevet to stærke mærker i den danske kajakverden. Manden bag de to virksomheder, Nicolai Ilcus, har viet sit liv til at gøre kajaksporten populær. Han har foreløbigt sendt fire nye kajaktyper i søen, han er blandt få europæere med en professionel adventure guide uddannelse, og han elsker stadig at undervise og forfølge nye ideer.
Eventyrlysten styrer
Som ung skød Nicolai Ilcus køer med pumpgun i Zimbabwe – nu har han ramt ”bulls eye” med Arrow Kayaks og Nicus Nature
Af Lars Rasmussen
Nicolai Ilcus har sine grundprincipper, går helhjertet efter det, han brænder for her og nu, og så forfølger han sine ideer med jernvilje. Derfor har han i dag en af landets største og bedst beliggende kajakforretninger. Han står bag den danske kajakserie, Arrow Kayaks, med foreløbigt fire modeller. I løbet af halvandet år har han været i Thailand syv gange for at kontrollere produktionen af Arrow-kajakkerne på verdens førende fabrik indenfor branchen – en virksomhed med 3500 ansatte.
Havkajakker har været hans ultimative interesse siden han som den første europæer gennemførte en kostbar og krævende universitetsuddannelse som Adventure Travel Guide i Canada.
I dag deler han sin passion med sønnen Mantas og kæresten Vaida, som kender hans stormfulde vej til at markere sig i det skandinaviske kajakmiljø.


